Om os

Borgerenergifællesskabet Elkær er et lokalt samarbejde mellem Tversted Borger- og Turistforening, Bindslev Borgerforening, Bindslev Fjernvarme og Tversted Kraftvarmeværk. Fællesskabet blev stiftet i 2023 på baggrund af et fælles ønske om, at udviklingen omkring Energipark Elkær også skal give mening og værdi lokalt – både for borgere og foreninger i området.

Energipark Elkær ejes, planlægges og myndighedsbehandles af Eurowind Energy A/S. Borgerenergifællesskabet Elkær er et selvstændigt, lokalt initiativ og er hverken bygherre eller projektudvikler for energiparken. Vi har ikke ansvar for placering, udformning eller myndighedsprocesser. Vores opgave er derimod at arbejde for, at den lokale energiproduktion kan komme lokalsamfundet til gode gennem fælles løsninger, lokalt ejerskab og udvikling, der tager udgangspunkt i området.

For at afklare mulighederne for et energifællesskab mellem Tversted og Bindslev har vi modtaget 749.700 kroner i støtte fra Energistyrelsens pulje til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstillingen. Midlerne anvendes til tekniske og økonomiske analyser, ekstern rådgivning samt udvikling af modeller for ejerskab og organisering.

Som led i de langsigtede overvejelser undersøger vi også muligheden for at etablere et videnscenter i området. Centeret kan danne ramme om undervisning for skoler, formidling af viden om grøn energi, teknologi og klima samt fungere som et mødested for borgere, foreninger og andre med interesse for fremtidens energiløsninger.

Borgerenergifællesskabet ledes af en frivillig bestyrelse med repræsentanter fra de fire foreninger. Vi samarbejder med Hjørring Kommune, Eurowind Energy A/S, rådgivere og relevante organisationer for at sikre, at arbejdet hviler på et solidt fagligt grundlag.

Vores fælles mål er, at den grønne omstilling omkring Elkær bliver til gavn for lokalsamfundet, og at borgere i Bindslev og Tversted får mulighed for aktivt at tage del i udviklingen af fremtidens energiløsninger.